Jeg tilbyder individuel terapi
Terapiforløbet kan være af kortere eller længere varighed alt afhængig af, hvad du har brug for. Vi afstemmer forventninger og behov ved vores første møde. Nogle klienter kommer i terapi med et altoverskyggende smertefuldt problem, mens andre kommer i terapi for at blive klogere på sig selv og sin egen måde at være i verden på.
Der kan være mange forskellige problematikker. Nogle er meget præcise, som f.eks. lavt selvværd, høje præstationskrav, problemer i nære relationer, traume, dødsfald, sygdom eller skilsmisse, mens andre er mere generelle og måske endda diffuse, som f.eks. svært ved at mærke sig selv, svært ved at være i følelser (sorg, glæde, vrede eller sorg), livskrise, oplevelse af magtesløshed, forvirring eller meningsløshed.
De fleste kommer fordi de gerne vil opleve en ændring i hvordan de har det eller at komme til at trives bedre.
Du kommer ligesom du er, med det du oplever. Det vigtigste for mig er, at du også kommer med et ønske om at arbejde med det der er svært.
Hvad er gestaltterapi?
Gestaltterapi handler om at skabe kontakt mellem terapeut og klient. Gestaltterapi er en tilgang, der fokuserer på at skabe øget opmærksomhed på ens tanker, følelser og adfærd. Det særlige ved gestaltterapi er, at den betragter mennesket som en helhed og lægger vægt på at arbejde med ”det der er” lige her og nu.
Som gestaltterapeut støtter jeg i at undersøge og forstå de forskellige aspekter af din oplevelse med fokus på personlig vækst og selvindsigt. Gestaltterapi kan være givende for dig, som ønsker at opdage og integrere (acceptere) alle dine forskellige sider og dermed give dig mulighed for at opleve frihed, tage ansvar og træffe beslutninger, som kan skabe forandring i dit liv.

Arbejder med grundfølelserne: sorg, vrede, frygt og glæde
At arbejde med følelser er en dybdegående proces, der sjældent følger en lineær sti, men i stedet kredser rundt i en cirkel af erkendelse og modstand. I denne proces er flere nøglepunkter afgørende.
Bliv opmærksom på, hvad vi mærker
Først og fremmest handler det om at blive opmærksom på, hvad vi faktisk mærker – at observere vores følelsesmæssige tilstand uden at dømme den.
Vær til stede med dine følelser
Derefter handler det om at tillade os selv at være til stede med vores følelser, præcis som de er, uden at ønske eller forsøge at undertrykke dem, selvom det kan føles ubehageligt.
Vi undersøger også, hvor i vores krop vi mærker følelsen, og hvordan vores krop reagerer på den.
Beskriv dine følelser
Vi arbejder på at udvikle et sprog til at beskrive vores følelser så nuanceret og klart som muligt, hvilket gør det muligt for os at udtrykke os selv mere præcist.
Endelig er det afgørende at acceptere vores følelser som en naturlig del af os selv og at anerkende, at det er okay at have dem.

Tillad dig selv at være til stede med dine følelser
Præcis som de er, uden at ønske eller forsøge at undertrykke dem, selvom det kan føles ubehageligt.
Gestaltterapi tilpasses dig, så du bliver støttet i din proces
Den gestaltterapeutiske metode tilpasses dig, så du bliver støttet i din proces, på en meningsfuld måde. Metoderne kan være eksperimenter, kropslig opmærksomhed, drømmearbejde, stoleøvelse, som alle sammen har det formål at øge opmærksomhed og forståelse på et dybere niveau.